Haraldskær Hovedgård

Haraldskær ligger på et voldsted syd for Skibet. Tæt på Vejle Å og midt i den smukke Vejle Ådal, hvis kuperede terræn er skabt af istidens smeltevand. Haraldskær Hovedgård er første gang nævnt i 1434, da ejeren hed Niels Friis. Haraldskær var i Friis-slægten indtil 1601. De stod bl.a. for opførelsen af den nuværende hovedbygning, der stammer fra 1536. Hovedbygningen har siden været nedbrændt og genopbygget flere gange.

Det sidste medlem af Friis-slægten, Albert Friis - rigsråd og lensmand på Riberhus - forøgede godset, og opførte i 1590 den nuværende hovedfløj mod vest, der over en hvælvet kælder rejser sig i to stokværk, og mod øst har et firkantet trappetårn med en særlig nedgang til kælderen. Efter hans død førte Haraldskær en omtumlet tilværelse mellem en række fornemme slægter.

I 1912 blev der bygget yderligere en fløj til, således at Haraldskær også fik en riddersal. I 1916 blev Haraldskær købt af fabrikant C.M. Hess i Vejle, der restaurerede hovedfløjen og ombyggede de faldefærdige sidebygninger.

Siden 1969 har hovedbygningen og 30 tdr. land jord været drevet af Danmarks Lærerforening, der driver konferencecenter på stedet. Op igennem 1970erne blev den fredede hovedbygning nænsomt moderniseret og en værelsesfløj kom til. Avlsbygningerne og 270 hektar jord ejes af Vejle Kommune.

Haraldskær gemmer den dag i dag på mange historier fra fortiden. Den store stolpe, der udgør den bærende konstruktion i det gamle trappetårn, siges oprindeligt at stamme fra en gammel skibsmast, fra den tid da man kunne sejle hele vejen til Haraldskær ad Vejle Å. Hovedbygningens gamle ur, der efter en væsentligt indsats går nogenlunde præcist, er fra 1763. Og så har Haraldskær selvfølgelig også sit eget spøgelse. Historien lyder, at en ung dame, der græmmede sig ihjel på grund af ulykkelig kærlighed, går igen fra Skibet Kirke, gennem den gamle pejsestue og ned til Vejle Å.

Som naboer til Haraldskær ligger ruinen af den gamle herregårdsmølle, Kvak Mølle og Skibet Kirke. Kirken er bygget mellem 1125 og 1150, og har hørt til Haraldskær indtil ca. 1936. Frådstenskirken indeholder bl.a. nogle meget smukke kalkmalerier fra 1200-tallet.

Del denne side

Opdateret af:

VisitVejle visitvejle@vejle.dk
 

Kontakt

Adresse

Skibetvej 140
7100 Vejle

Fakta

  • Adgang

    • Kun efter aftale
  • Faciliteter

    • Restaurant/Cafe
    • Parkeringsplads for busser
    • Mødefaciliteter
    • Indkvarteringsmuligheder

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.4375344
Latitude : 55.702371199