Jelling-monumenterne

Året er 965. Vikingekongen Harald Blåtand siger farvel til de nordiske guder og ja til den kristne gud. Begivenheden får han mejslet ind på en stor runesten i Jelling tæt på stenen hans far, Gorm den Gamle, rejste nogle få år forinden. På stenen praler Harald med, at han vandt Danmark og Norge og gjorde danskerne kristne: ”Kong Harald opførte dette gravmæle efter Gorm, hans far og Thyra, hans mor, Harald der vandt Danmark - det hele - og Norge og gjorde danerne kristne”. Runestenen betragtes som Danmarks dåbsattest og Kristus-figuren fra stenen er at finde i alle danske pas.

Gorm den Gamles lidt mindre mindesten over Dronning Thyra bærer indskriften: "Gorm konge gjorde dette dødeminde efter sin kone Thyra, Danmarks pryd”. Det er det ældste vidnesbyrd om Danmarks navn, og runestenen kaldes derfor ”Danmarks navneattest”.

Harald lod i sin regeringstid også to vældige gravhøje og en kirke opføre på stedet.

I dag har Haralds storslåede vikingeanlæg en central placering i Jelling midtby. Fra toppen af gravhøjene, der er 10 meter høje og har en diameter på 70 meter, har du et godt udsyn over monumentområdet. Den nordlige høj havde et træbygget gravkammer, formodentlig opført af Harald Blåtand til sin far og senere henlagt til den kristne kirke. Nutidens Jelling Kirke er en romansk stenkirke, opført omkring år 1100 og bygget oven på Harald Blåtands trækirke fra 900-tallet. I 2000 blev Gorm den Gamle genbegravet i kirkens kammergrav.

I det fjerne omkranser hundredvis af nyopførte hvide betonstolper hele anlægget og markerer palisadehegnets omtrentlige placering. Fra stiforløbet kan du opleve fortolkningen af den 350 meter lange skibssætning samt placeringen af de såkaldte Trelleborghuse. Midt mellem højene kan du lade dig opsluge af runestenene i deres smukke højteknologiske bronze- og glasmontrer eller finde fordybelse i kirken.

Jelling-monumenterne betegnes som Europas fornemste fra vikingetiden og er på UNESCO’s verdensarvliste.

Vikingemarked og oplevelsescentret Kongernes Jelling
Hvert år i juli kan du finde din indre viking frem, når der afholdes vikingemarked ved monumenterne. I det flotte oplevelsescenter, Kongernes Jelling, folder vikingernes liv og den spændende historie om monumenterne sig ud i interaktive udstillinger. Igennem digitale kikkerter på tagterrassen kan du se, hvordan Jelling så ud for 1000 år siden.

Bluetooth-teknologien
Bluetooth-teknologien, der anvendes overalt i mobiltelefoner og computere til trådløs kommunikation, er opkaldt efter den danske konge, Harald Blåtand pga. hans evne til kommunikation mellem forskellige fraktioner.

Opdateret af:

VisitVejle visitvejle@vejle.dk
 

Kontakt

Adresse

Thyrasvej 1
7300 Jelling

Telefon

+45 75871301

Fakta

  • Faciliteter

    • Restaurant/Cafe
    • Toilet
    • Parkeringsplads for busser
    • Informationstavle
    • Åbent hele året
  • Klassifikation

    • Unesco
  • Tema

    • Vikingetid

Find vej

Find vej til dette sted

Fra

Transport

  • Se geokoordinater

    Longitude : 9.420249
    Latitude : 55.756853

Del denne side