33 forslag til madpakkehuse, grillsteder og bålpladser i Vejle

Picnic- og grillsteder

33 forslag til madpakkehuse, grillsteder og bålpladser i Vejle

Madpakkehuse og grillsteder

Sommervejr er picnic- og grillvejr, men desværre er det ikke altid tørvejr. I madpakkehusene er du garanteret tørvejr og behøver ikke at planlægge efter vejrudsigten. Inviterer du på grillaften finder du også let et grillsted eller en bålplads på Vejle-Egnen. De fleste i forbindelse med madpakkehuse.

Andkær Vig
Pladsen ligger i udkanten af Sellerup Skov, højt hævet over Vejle Fjord og med et enestående panorama vue. På stedet er der bålplads, grill samt borde og bænke. Der er desuden tre shelters.

Sted: Skovly 121, Andkær, 7080 Børkop
Parkering: Skovly 121, Andkær, 7080 Børkop

Balle
Madpakkehuset i Balle ved Bredsten ligger bagved Dagli' Brugsen og med Stensvang Plejecenter som nabo. Der er borde og bænke og plads til 24 personer. Hytten er handicapvenlig og man kan således fjerne nogle bænke og komme ind til bordet med kørestol. Nøgle til bænkene fås på Plejecenteret.

Sted: Steen Blicher Vej, 7182 Bredsten
Parkering: Ved Dagli' Brugsen, Steen Blicher Vej 1, 7182 Bredsten eller ved Stensvang Plejecenter, Steen Blicher Vej 51, 7182 Bredsten

Ballesbækgård, Rørbæk Sø
Madpakkehuset ligger ved Ballesbækgård på sydsiden af Rørbæk Sø. Der er toilet, bål- og grillsted samt borde og bænke. Stedet er handicapvenligt. Der er afmærkede vandrestier i området.

Sted: Ballesbækgård, Rørbækvej 5, 7323 Give
Parkering: Ballesbækgård, Rørbækvej 5, 7323 Give

Bindeballe Købmandsgård
I den udendørs pavillon ved Bindeballe Købmandsgård kan du nyde din medbragte mad for kr. 10 pr. person. Pavillonen er opvarmet om vinteren. Eller grill din medbragte mad i den sekskantede grillhytte, der er indrettet med borde og bænke. Børnene vil elske legepladsen og fuglekasserne.

Sted: Bindeballevej 100, 7183 Randbøl
Parkering: Bindeballevej 100, 7183 Randbøl

Brejning Skov
Madpakkehuset ligger i en lysning i skoven ved lystbådehavnen i forlængelse af en skovlegeplads med bl.a. skib, gynger og balancebomme. Der er desuden grill- og bålplads samt borde og bænke.

Sted: Skoven ved Brejning Lystbådehavn, Brejning, 7080 Børkop
Parkering: Brejning Lystbådehavn, Brejning, 7080 Børkop

Byg og Leg, Nørremarken i Vejle
Madpakkehuset ligger ved Byg og Leg på Nørremarken. Der er desuden et stort udendørs areal med flere bålpladser, minigolf, legefaciliteter, gode udfoldelsesmuligheder og et omfattende dyrehold.

Sted: Moldevej 83, 7100 Vejle
Parkering: Moldevej, 7100 Vejle

Byparken, Egtved
Frivillige fra den lokale krolfklub har stået for opførelsen af madpakkehuset i Byparken i Egtved. Ved siden af er der også opført en legeplads.

Sted: Parkvej, 6040 Egtved
Parkering: Parkvej, 6040 Egtved

Dragehaven, Vejle
Madpakkehuset ligger ved Dragehaven i Skolegade i centrum af Vejle. Der er flere bålsteder, samt borde og bænke. Legeplads med en stor drage, beachvolleybane, skatebane, petanquebane m.m.

Sted: Skolegade, 7100 Vejle
Parkering: Skolegade, 7100 Vejle

Engelsholm Skov
I Dyrehaven på sydsiden af Engelsholm Sø er der opført et madpakkehus med grill til ca. 30 personer og en bålhytte med plads til ca. 50 personer.

Sted: Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten
Parkering: P-pladsen ved Engelsholm Slot eller Engelsholm Mølle

Fællesplads Brejning
I den sydvestlige del af Brejning har lokale ildsjæle indrettet en fællesplads med bl.a. overdækket pavillon, borde og bænke og en bålplads. Desuden legeplads for børn, motionsredskaber for voksne og en petanquebane.

Sted: Poppelvang, Brejning, 7080 Børkop
Parkering: Poppelvang, Brejning, 7080 Børkop

Give Lystanlæg
Bålhytten ligger i Give Lystanlæg ved en lille sø. Rundt om bålpladsen er der opstillet bænke, mens der udenfor hytten er både borde og bænke samt toiletter.

Sted: Give Plantage, Diagonalvejen, 7323 Give, i nærheden af Nørregade
Parkering: P-pladsen overfor bålhytten på Diagonalvejen, 7323 Give

Grønbjerg
Bålhytten, der vel nærmest kan betegnes som et udendørs forsamlingshus, ligger ved Elkjær Hallen i Grønbjerg. Der er plads til 70 personer, strøm og koldt vand, og i hallen er der adgang til toiletter. Der er desuden 3 shelters i området. Bålhytten skal bookes i forvejen - kontaktoplysningerne finder du under udlejning/reservering på www.glinfo.dk//elkjaer/kontakt.php

Sted: Gammelbyvej, 7323 Give, ved Elkærhallen
Parkering: Gammelbyvej, 7323 Give

Gødding Skov
Ved skovlegepladsen i Gødding Skov er der borde/bænke med plads til ca. 70 personer, grill og adgang til brænde og vand. Skovlegepladsen har karakter af et stort legeområde rundt i skoven, hvor stier og forskellige legeredskaber udfordrer motorik og fantasi. Adgang til toiletter ved den nærliggende rasteplads.

Sted: Gødding Skovvej mellem Hærvejen og Førstballevej, 7183 Randbøl
Parkering: Rastepladsen ved Billundvej, 7183 Randbøl

Hastrup Plantage
Ved skovlegepladsen i Hastrup Plantage er der to madpakkehuse med grill- og bålplads samt borde/bænke. Der er plads til 20-25 personer i hver hytte.

Sted: Hastrup Plantage, Hastrupvej, 7323 Give. Følg grusvejen på den modsatte side af Hastrupvej fra parkeringspladsen ca. 200 m. hen til skovlegepladsen.
Parkering: Skovparkeringsplads P3, Hastrupvej, 7323 Give

Himmelpind og Uhre Skov, Vejle
På en skovklædt bakke, i den vestlige del af Vejle, ligger udsigtspunktet Himmelpind. Her lå tidligere et populært traktørsted og forløberen for Givskud Zoo. I området finder du bålsted, grill samt borde og bænke. I den nærliggende Uhre Skov er der bålhytte og skovlegeplads.

Sted: Himmelpind/Uhre Skov, en sti/trappe fører op til området
Parkering: Vardevej 200, 7100 Vejle

Ibæk Strand, Vejle
På sydsiden af Vejle Fjord, nedenfor Munkebjergskoven, finder du Ibæk Strand med grillsted og bålplads med brænde til fri afbenyttelse. Der er desuden iskiosk med offentlige toiletter og handicaptoilet.

Sted: Ibæk Strandvej, 7100 Vejle
Parkering: Ibæk Strandvej, 7100 Vejle

Jelling Skov
Madpakkehuset i Jelling Skov ligger i forlængelse af en skovlegeplads med bl.a. gynger og balancebomme. Der er bålplads og mulighed for at grille den medbragte mad. Der er opsat borde og bænke.

Sted: Ved skovlegepladsen, i skovbrynet overfor Jelling Golfklubs flagstænger, Jelling Skovvej, 7300 Jelling
Parkering: Skovparkeringen, Jelling Skovvej, 7300 Jelling

Klingebæk, Tørskind
Klingebæk ligger lidt vest for VejleMuseernes skulpturpark i Tørskind Grusgrav. Bålpladsen med grill ligger i smukke omgivelser mellem en opstemmet sø og Vejle Å, hvor der er indrettet fiskeplatform for kørestolsbruger. Dagkort erhverves hos Vejle Sportsfiskerforening og VisitVejle. Vand kan hentes ved en artesisk boring ovenfor pladsen. Brænde skal selv medbringes.

Sted: Klingebæk ved Tørskindvej, 6040 Egtved
Parkering: Tørskindvej, 6040 Egtved, før broen ved Vejle Å

Kvak Mølle, Haraldskær
Bålhytten er smukt beliggende, ikke langt fra Vejle Å og Bindeballestien. Her er borde/bænke, toiletter og primitiv teltplads. Der er desuden opført tre shelters. Pladsen bliver flittigt benyttet af kanosejlere på åen i sommerhalvåret.

Sted: Kvak Møllevej, 7100 Vejle
Parkering: Kvak Møllevej, 7100 Vejle

Mosegård, Bindeballe
Parkeringsplads med opholdsarealer, hvor der findes bålsted med rist, samt borde og bænke. Gode forbindelser til de markerede vandreruter i Vejle Ådal.

Sted: Parkeringspladsen ved Slotsbjergvej, ca. 250 meter syd for hvor Potkærvej går ud i Slotsbjergvej
Parkering: Slotsbjergvej, 6040 Egtved

Naturrum Kirstinelyst, Randbøl Hede
På kanten af Danmarks største indlandshede, Randbøl Hede, ligger Kirstinelyst med overdækket udekøkken, bål/grillsted samt langborde og bænke. Der er adgang til vand, toiletter og brænde. Det storslåede landskab kan opleves fra vandre- og cykelstierne. Ryttere kan benytte rideruterne; her er både folde, vandingsmuligheder og høhotel. Der kan overnattes i en af de tre shelters, der er bygget efter gammel hedetradition. I udstillingscentret kan du blive klogere på heden og dens spændende historie.

Sted: Frederikshåbvej 41, 7183 Randbøl
Parkering: Frederikshåbvej 41, 7183 Randbøl. Herfra er der ca. 100 meter at gå.

Nørreskoven, Vejle
Bålhytten er opført midt i Nørreskoven, mellem Skyttehusvejen og Helligkildevej. Et par hundrede meter mod øst, ved Vejle Kommunes skovhytte, Sneglehuset, Helligkildevej 60 er der desuden en åben grill- og bålplads. I den østlige del af skoven, tæt på fjorden, ligger en anden af kommunens skovhytter, Fiskerhuset, Bybækvej 23. Her er der adgang til en bålplads.

Sted: Bålhytten ligger mellem Skyttehusvejen og Helligkildevej, 7100 Vejle, tæt på Gorilla Park Vejle og Dyrehaven
Parkering: På den store parkeringsplads ved indgangen til Dyrehaven, Helligkildevej eller den lille parkeringsplads ved Sneglehuset, Helligkildevej 60, 7100 Vejle. Fra Dyrehaven er der ca. 400 meter til bålhytten.

Omme Å, Langelund
I forlængelse af parkeringspladsen ved Vester Elkær Plantage, tæt på Omme Å, er der opført et åbent bjælkehus med borde og bænke, hvor der kan laves bål og grilles. Her er desuden et legeareal for børnene. Der er flere afmærkede vandrestier i det smukke og varierede landskab langs den genslyngede å.

Sted: Parkeringspladsen på Åvænget, Langelund, 7323 Give
Parkering: Åvænget, Langelund, 7323 Give

Ravning Station
Ved siden af Ravning Station kan den medbragte mad nydes i det sorte træhus, hvor der er plads til ca. 20 personer. Udenfor er der borde/bænke. I den nedlagte stationsbygning fortælles Vandelbanens og stationens historie, og der vises fund fra Ravningbroen. Der er desuden toiletter og en teltplads. Stedet er egnet til kørestolsbrugere og gangbesværede.

Sted: Ravning Station, Ravningvej 25, 7182 Bredsten
Parkering: Overfor Ravning Station ved Ravningvej, 7182 Bredsten

Refstrup Skov
Bålhytten ligger i den sydøstlige del af Refstrup Skov nordvest for Gadbjerg. Der er shelter og grill, bålplads, borde og bænke. Der er desuden en skovlegeplads længere oppe ad Allevej.

Sted: Adgang ad en skovvej fra Allevej, 7321 Gadbjerg
Parkering: 500 meter derfra, adgang fra vestsiden af Allevej

Skoven ved Give-Egnens Museum
Bålhytten ligger i en lysning i skoven. Der er borde og bænke og et brændeskur. Desuden skovlegeplads med klatrestativ, balancebane, gynger, klatretræer m.m.

Sted: Skoven ved Give-Egnens Museum, Donneruplundvej 2, 7323 Give. Nordøst for p-pladsen fører en skovvej til bålhytten.
Parkering: Give-Egnens Museum, Donneruplundvej 2, 7323 Give

Stenager Mølle, Knabberup
I den overdækkede pavillon ved Stenager Mølledam er der borde og bænke med plads til ca. 15 personer. Stier fører rundt om mølledammen og op til kildevældet.

Sted: Stenager Mølle, Knabberupvej 164, Skibet, 7100 Vejle
Parkering: På den modsatte side af Knabberupvej, skråt overfor møllen

Sønderskoven, Vejle
I forbindelse med skovlegepladsen i Sønderskoven er der overdækkede opholdsfaciliteter, et opholdsareal med grill- og bålsted samt brænde til fri afbenyttelse. Legepladsen har bl.a. balancebane, tarzan-bane, hænge- og gangbroer, indianerby og westerngade.

Sted: Granalléen, 7100 Vejle
Parkering: Søndermarkshallen, Søndermarksvej 119, 7100 Vejle

Thyregod Aktivitetsplads
Bålhytten med borde og bænke ligger centralt i Thyregod. Her er mulighed for at lave bål og grille. Medbring selv brænde og vand. Der er desuden en legeplads med forskellige aktivitetsredskaber for både børn og voksne.

Sted: ved Center Thyregod, Søndergade 27E, 7323 Give
Parkering: Center Thyregod, Søndergade 27E, 7323 Give

Thyregodlund Præstegård
Madpakkehuset med borde og bænke ligger i skoven ved Thyregodlund. Stedet fungerer samtidig som udstillingshus med bl.a. billeder af præstegården og egnen som den så ud på Grundtvigs tid, oldtidsfund samt fotos fra optagelserne i Thyregod af DRs julekalender ”Pagten”.

Sted: Egeskovvej, 7323 Thyregodlund
Parkering: Ved Thyregodlund Præstegård, hvor Neder-Thyregodlundruten og Egeskovruten krydser hinanden.

Tirsbæk Strand
Tirsbæk Strand ligger på nordsiden af Vejle Fjord, omgivet af skov- og engarealer. Foruden gode strandfaciliteter er her borde og bænke, flere grillsteder og borde med grillrist hvor du kan sætte din engangsgrill. Der er desuden kiosk med offentlige toiletter. I skoven nord for stranden er der bålplads og grillsted samt brænde til fri afbenyttelse.

Sted: Tirsbæk Strand, Strandvejen, 7120 Vejle Ø
Parkering: Tirsbæk Strand, Strandvejen, 7120 Vejle Ø

Vandel Bålhus
På en smuk plet i den sydvestlige del af Vandel finder du en bålhytte med borde og bænke samt en grillstander med svingarm. Bemærk: Der er ikke brænde og vand på stedet. Der er ikke opstillet skraldespande, så affald skal selv bortskaffes.

Sted: Hytten ligger i skoven for enden af Vestbanevej, 7184 Vandel
Parkering: Vestbanevej, 7184 Vandel

Vingsted
Enestående naturområde ved den genslyngede Vejle Å med bålplads og grillsteder. Flere steder er der opsat borde og bænke. Der er desuden tre shelters og to kanopladser. Sejltilladelse til Vejle Å kan erhverves hos VisitVejle. Ved Vingsted Mølle er der adgang til vand og toiletter. Livet i vandløbet kan udforskes fra plaskeområdet eller fra den helt unikke undervandskasse. Hvis du kommer på cykel ad Bindeballestien, er det et oplagt sted at holde pause og gå på opdagelse. Der er let adgang til området for gangbesværede.

Sted: Vingsted Mølle, Vingstedvej 58, 7182 Bredsten
Parkering: Vingstedvej 58, 7182 Bredsten eller Sportsfiskeriets Hus, Skyttevej 5, 7182 Bredsten

Del denne side

Kort over madpakkehuse og grillsteder
Picnicsteder

Picnic i det grønne

 
VisitVejle 

VisitVejle 

Jørgen Flindt, Lokalavisen Vejle