Guidede byvandringer i Vejle

VisitVejles guider, Poul U. Jensen og Orla Duedahl, tager jer gennem Vejles gode historier og sætter de historiske vinkler i fokus på seks byvandringer  i perioden maj - august. Temaerne på byvandringerne er; 15. maj: Østbyen og Havnen, 29. maj: Ny arkitektur og markante bygninger, 12. juni: Vejles forlystelsesliv, 14. august: Vejle som Resiliens By - hvordan ses det i bybilledet?, 21. august: Kirkegårde fortæller historie: Gamle og Østre Kirkegård og 28. august: Skibet Kirke og Haraldskær Gods.

Østbyen og Havnen - tirsdag 15. maj kl. 19.00-21.00
Vi ser på Havnegade og Havnepladsen med de markante bygninger, der tidligere husede Toldkammeret, Gasværket og Windfeld- Hansens Bomuldsspinderi. Turen går videre gennem Østerbo-kvarteret med de røde boligblokke til den nye ”bydel” ved yderhavnen. Her har de seneste års byggeaktivitet skabt arkitektoniske seværdigheder som Bølgen og Kirk Kapitals domicil. På Kanaløerne dominerer højhusene, og for søsporten er der blevet fine faciliteter med bl.a. Kajakøen og Lystbådehavnen, der er en af landets største. Via ”den grønne kile”, der både er et rekreativt område og en del af beredskabet mod oversvømmelser, vender vi tilbage til Østbyen med Worsaaesgade, Højbanen og Vor Frelsers Kirke.
Mødested: Foran VisitVejle, Banegårdspladsen 6, 7100 Vejle
Guide: Poul U. Jensen

Ny arkitektur og markante bygninger - tirsdag 29. maj kl. 19.00 - 21.00
Som den første danske kommune vedtog Vejle byråd i 1997 en arkitekturpolitik, der har haft stor betydning for de efterfølgende spændende bygninger, byrum og parker, der siden er dukket op. Turen følger disse steder i byen eksempelvis Byparken, musikteatret, kunstmuseet. rundkørslen, Vejle Midtpunkt m.v., men vi ser også lidt ældre bygninger. Turen egner sig både for nye tilflyttere og nuværende bosiddende borgere.
Mødested: Byparken foran administrationsbygningen, 7100 Vejle
Guide: Orla Duedahl

Vejles forlystelsesliv - tirsdag 12. juni kl. 19.00 - 21.00
Vejle har gennem tiden haft et blomstrende forlystelsesliv med talrige muligheder for at nyde et frikvarter fra hverdagen. Vi begynder i Kulturmuseets udstilling i Spinderihallerne, der har genskabt interiøret fra det populære forlystelsessted Røde Mølle.  Byparken og Maria Park hører til byens nyere åndehuller, der tilbyder underholdning og afslapning, og på de gamle centrale pladser, Rådhustorvet og Kirketorvet, har vejlenserne i århundreder været forsamlede til både festlige og højtidelige begivenheder. På Hotel Royal og Vejle Teater udfoldede skuespillerne sig, og i Håndværkerforeningen og Arbejdernes Forsamlingsbygning mødtes man til skoleballer, juletræsfester og andre festlige lejligheder. 
Mødested: Foran Kulturmuseet Spinderihallerne, Spinderigade 11, 7100 Vejle
Guide: Poul U. Jensen

Vejle som Resiliens By - hvordan ses det i bybilledet? - tirsdag 14. august kl. 19.00-21.00
Vejle er en del af de såkaldte 100 Resiliens byer, som tæller metropoler verden over - lige fra Rom og Paris til Bangkok og Wellington. Vejle blev nøje udvalgt af Rockefeller fonden for sin innovative tilgang til klodens løsninger mod klimaforandringer og global opvarmning, og byen er nu en del af dette præstigefyldte netværk. Vi sætter på denne tur fokus på Vejle i forhold til resilienstiltag mod de stadigt stigende mængder af vand i byen, forårsaget af global opvarmning. Vejle gør meget for at forebygge problemet, og i dette arbejde hører vi nu ord som: Den nye sluse, skybrudsgader / resiliensgader, Resiliens-samarbejde, Resilience House m.v. Hvad ordene dækker over samt de konkrete indsatser fortælles og vises undervejs. Turen tager sin begyndelse i Byplanlaboratoriet i Økolariet fra 2003, hvorefter vi følger en rute forbi de aktuelle steder.
Mødested: Foran Økolariet, Dæmningen 11, 7100 Vejle
Guide: Orla Duedahl

Kirkegårde fortæller historie: Gamle og Østre Kirkegård - tirsdag 21. august kl. 19.00-21.00
En tur rundt på Gamle Kirkegård, der blev indviet i 1825, er samtidig en vandring gennem næste 200 års Vejlehistorie. Her er gravsteder for mange kendte personer, der har spillet en væsentlig rolle i byens religiøse og kulturelle liv, beklædt vigtige embeder eller været driftige iværksættere. De mere dramatiske begivenheder har sat deres spor med minder om Treårskrigen 1848 – 50 og fællesgraven for de faldne soldater under forsvaret af Vejle i 1864. Også Østre Kirkegård, der blev indviet i 1871, fortæller historie, som fx familiegravstederne for byens store iværksættere Marius Windfeld-Hansen og Christian Martin Hess, der for o. 100 år siden gjorde Vejle til en blomstrende industriby. Vi skal også se nærmere på det smukke Østre Kapel, der blev indviet i 1902 og efter en omfattende restaurering nu har fået nye funktioner. På turen har vi selskab af en af Vejles populære vægtere.
Mødested: Foran VisitVejle, Banegårdspladsen 6, 7100 Vejle
Guide: Poul U. Jensen

Skibet Kirke og Haraldskær Gods - tirsdag 28. august kl. 18:30 - 21:00 (Inkl. kaffe/te og kage på Haraldskær Sinatur Hotel)
Turen starter på p-pladsen foran Skibet kirke. Kirken er i 2017 genåbnet efter en gennemgribende renovering, så den fremtræder særdeles smuk og harmonisk. Kirken har en spændende historie og ligger lige i krydset: Nord - vest og nord - syd. Vi drikker kaffe på Haraldskær, der i dag er Haraldskær Sinatur Hotel. Under kaffen fortæller vi om den spændende historie, der knytter sig til Haraldskær, der nævnes første gang på Erik af Pommerens tid, da den i 1434 tilhørte Niels Fris - et kendt medlem af den danske adelsslægt.
Mødested: Skibet Kirke, Skibetvej 166, 7100 Vejle
Guide: Orla Duedahl

Individuelt tilpasset tur
Der er også mulighed for at få en individuelt tilpasset gruppetur. Kontakt venligst Guideservice Danmark for flere oplysninger.

Billetsalg
Billetter købes hos VisitVejle eller online.

VisitVejle og vore guider glæder sig til at give dig en oplevelse udover det sædvanlige.

Åbningstider

15/05/2018 - 15/05/2018 Tirsdag 19:00 - 21:00
29/05/2018 - 29/05/2018 Tirsdag 19:00 - 21:00
12/06/2018 - 12/06/2018 Tirsdag 19:00 - 21:00
14/08/2018 - 14/08/2018 Tirsdag 19:00 - 21:00
21/08/2018 - 21/08/2018 Tirsdag 19:00 - 21:00
28/08/2018 - 28/08/2018 Tirsdag 18:30 - 21:00

Pris

Børn

60.00 DKK - 140.00 DKK

Voksne

60.00 DKK - 140.00 DKK

Del denne side

Opdateret af:

VisitVejle visitvejle@vejle.dk
 

Kontakt

Adresse

Banegårdspladsen 6
7100 Vejle

Telefon

+45 76811925

Fakta

  • Type

    • Rundvisning

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.5359029999
Latitude : 55.706616