Kurv med svampe samlet i Kollemorten

På svampetur i Vejles skove

Foto: Jakob Vingtoft

Tag på svampejagt i skovområderne nær Vejle. Her får du gode råd til at komme godt i gang. 

På svampejagt

At tage på svampejagt er en oplagt efterårsaktivitet, som tager jer med helt tæt på naturen. I skovene omkring Vejle er der gode muligheder for at finde svampe, hvis blot man kigger godt efter. Er du ny svampesamler finder du her en kort introduktion.

Artiklen er skrevet på baggrund af Økolariets guide til indsamling af svampe. Du kan finde hele guiden samt en videobeskrivelse af forskellige svampe her: 

Det skal du medbringe:

  • En kniv til at skære svampen fri, og skære eventuelle gnavemærker fra dyr af. Du kan sagtens bruge en urtekniv.
  • En børste, som kan bruges til at fjerne jord og blade af svampen. Du kan eksempelvis bruge en bagepensel.
  • En kurv til at samle svampene i, og eventuelt et viskestykke til at dække kurven med mens du går rundt i skoven.
  • En god svampebog, så du er sikker på hvad du får med hjem. HUSK: kom ikke giftsvampe op i kurven med spisesvampe. På den måde undgår du at svampene ikke blandes sammen.

Husk også: Tag ikke mere end du skal bruge. En gammel tommelfingerregel lyder, at man ikke må tage mere, end der kan være i en hat - i dag kan vi oversætte dette til ''tag ikke mere, end der kan være i en bærepose''.

Regler for sankning af svampe

Når du vil samle svampe, skal du kende reglerne for sankning i henholdsvis offentlige skove og privatejede skove. 

I offentlige skove må du sanke overalt i skoven. Det vil sige at du gerne må forlade stierne og gå ind i skovbunden. Du må også lave bål og slå lejer ved bål- og shelterpladser.

Er skoven privat, må du kun færdes på stierne. Hvis der er svampe langs stien, må du gerne samle dem. Du må ikke bevæge dig ind i skovbunden. 

Skove nær Vejle hvor du kan sanke svampe

  • Engelsholm Skov - ved Engelsholm Slot
  • Frederikshåb Plantage
  • Fårup Skov – på nordsiden af Fårup Skov
  • Give Museumsskov
  • Gødding Skov
  • Haraldskær Skov
  • Munkebjerg Skov
  • Nørreskoven
  • Refstrup Skov
  • Skovene omkring Vingsted
  • Sophienholm Skov – beliggende i Grejsdalen
  • Store Grundet Sundhedsskov
  • Sønderskoven
  • Tykhøj Krat

Besøg udinaturen.dk for at finde information om parkeringsforhold, samt mere detaljerede kort over skovene.