Far og barn gynger på legepladsen ved Ibæk Strand

Legepladser

© VisitVejle
Foto: Jakob Vingtoft

Slip børnene løs i det fri på en af områdets mange legepladser i by og natur i Vejle-området uanset årstiden. Se nogle af vores favoritter her på siden.

I Vejle kan du slippe børnene løs på de mange udendørs legepladser midt i byens rum og ude i naturen. Her finder du nemlig nogle af Trekantområdets bedste legepladser lige fra den klassiske legeplads til aktivitetsparker og skovlegepladser - og de er gode til families mindste uanset om det er forår, sommer, efterår eller vinter.

På Vejle Kommunes website finder du en god oversigt over de offentlige legepladser i Vejle by, i vores centerbyer og i skovene - både udendørs og indendørs - med et kort, så du kan finde den tættest på dig. Find dem herunder.

Vores anbefalinger i byerne

Vejle har mange gode legepladser - måske de bedste naturlegepladser i Jylland, hvis vi selv skal sige det. Vi har samlet en håndfuld af vores favoritter i by og centerbyerne.

Vejle Lystbådehavn

Tæt på Lystbådehavnen i Vejle finder du den lille todelte legeplads med en stor hval samt rutsjebane. Lige ved siden af findes en anden lille legeplads med et strandet vikingeskib for de lidt større børn. Her kan børnene selv balancere på vragdele og hoppe på vikingeskjole. For ekstra sikkerhed er legeområdet belagt med faldgummi. Legepladsen er indelukket.

Adresse: Stævnen, 7100 Vejle.

 

Mytologisk legeplads i Jelling

Den nye legeplads i Jelling har et mytologisk tema relateret til vikingetiden, og på den store legeplads kan man kravle gennem Midgårdsormen, prøve kræfter med Fenrisulven eller sige hej til guden Odins ravne. Her kan store og små lade fantasien få frit spil og lege sig ind i Danmarks oldtid. Legepladsen har desuden svævebane og gynger.

Adresse: Kollegievej 13, 7300 Jelling

 

Sønderskoven

På Sønderskovens store skovlegeplads er der noget for børn i alle aldre. Her finder I blandt andet balancebane, legeredskaber i træ og Tarzan-bane. Der er desuden bålplads, grill i det fri og borde og bænke.

Adresse: Svinget 6, 7100 Vejle.

 

Mariaparken

Her finder I en park med plads til aktiviteter og afslapning for hele familien. Mens forældrene slapper af, kan multibanen bruges til boldspil og leg af de mindste. Parken har desuden en stor græsplæne med pavillon, café og offentligt toilet. 

Adresse: Blegbanken 10, 7100 Vejle.

 

Tommy Troelsens Park

I Tommy Troelsens Park finder I forskellige baner til boldspil og beach volley samt en multibane.  Aktivitetsparken er desuden en del af klimasikringen i Vejle Midtby, og ved kraftige regnskyl omdannes banerne til bassiner. Parken er god til børn, der vil spille med bold. 

Adresse: Steensens Vej 7, 7100 Vejle.

Indendørs legeland

I Vejle finder du også indendørs legepladser og sjov til de dage, hvor det bliver for koldt eller for varmt for de mindste.

Legelandet Hermans Hule i Vejle
VisitVejle

Hermans Hule

Slip dit barn løs i Hermans Hule i den nordlige del af Vejle tæt på Bredballe. Her er det muligt at købe en dagsbillet eller et medlemskab til dit barn, så I kan komme så tit, I har lyst.

Gå amok på den store indendørs legeplads i et af legehusene, legekøkkenet, boldbassiner med rutsjebaner, byggeklodser, lille tarzan-bane, dukker og dinosaurer og meget mere.

Barn i legeland
VisitVejle

Happie's Legeland

I Happie's Legeland i Bowl'n'Fun finder du et stort indendørs legeland i centrum af Vejle fyldt med sjove aktiviteter. Her kan du købe en dagsbillet eller et medlemsskab til dit barn. 

Legelandet er fyldt med trampoliner, hoppeborge, rutsjebaner, boldbassiner, cykel- og boldbaner, klatretårne, spillemaskiner og meget mere for store og små.

Find flere naturoplevelser for børn

Mor og barn i Nørreskoven i Vejle i efteråret med udsigt over Bølgen og havnefronten
Naturoplevelser for børn
Dreng hopper i WOW PARK på stor trampolin med store bolde
Udendørsaktiviteter for børn