VisitVejle

Store Grundet Sundhedsskov

Find ro i Sundhedsskoven i Vejle, hvor skovstier, siddepladser og naturens egne rum inviterer til nærvær, frisk luft og en pause i det grønne.

Gratis
Børn, Venner, Min partner, Mig selv, Min virksomhed
Udsigt over Grejsdalen i Vejle
Vejle, Sydjylland
Ture på egen hånd
Foto: Jakob Vingtoft© VisitVejle

Sundhedsskoven i Vejle ligger tæt på byen i kort afstand til Vejle Sygehus. Her er skoven indrettet som et roligt frirum, hvor natur, stilhed og enkle oplevelser går hånd i hånd. Stedet er oplagt til en langsom gåtur, en pause på en bænk, et stille øjeblik ved bålpladsen eller en stund under trækronerne.

Skoven ligger i den sydlige del af Grejsdalen og er præget af stejle skrænter, naturlige kilder og fugtige skovområder. Det giver en varieret naturoplevelse, hvor du kan mærke landskabet tæt på, selvom Vejles bymidte ikke er langt væk. Undervejs finder du steder, der inviterer til at sanse skoven - farverne, vinden, duftene, de små planter og roen mellem træerne.

Sundhedsskoven er for alle, der har lyst til at bruge naturen som et åndehul. Nogle kommer for at gå en stille tur, andre for at finde ro, balance eller fordybelse.

Ved Den Lille Rundtur og Moster Karens Fold er der siddepladser, samlingssteder, bålhytte, sanserum og handicap-egnede toiletter. I skoven er der også udsigtspunkter med kig over Grejsdalen og Vejle ved Høje Knøs i nord og Troldetoppen i syd.

Vis hensyn til andre gæster og til naturen. Hunde skal holdes i snor, og affald skal tages med hjem. I perioder kan enkelte områder være reserveret til sundhedsforløb - vælg da en anden del af skoven og giv plads til roen.

Sidst opdateret juli 2026.

Find vej

Store Grundet Skovvej

7100 Vejle

Sidst opdateret af::Destination Trekantområdet – VisitVejlevisitvejle@vejle.dk