VisitVejle

Turisme for alle

Vejle skal være tilgængelig for alle. Her finder du information om arbejdet med tilgængelighed, tips og trick og praktisk information til dit besøg i Vejle.

Foto: Knapek Photography© VisitVejle

Tilgængelighed er en basal forudsætning for, at mennesker med funktionsnedsættelse fuldt ud kan nyde deres besøg. Vi hjælper gerne hvis der er informationer du mangler for at forberede dig på dit besøg i Vejleområdet. Læs med her på siden, eller kontakt os på visitvejle@vejle.dk eller på 76 81 19 25.

Relevant information

Her har vi samlet oplevelser og aktører, der har gjort noget ekstra for at gæster med handicap kan få en god ferieoplevelse. 

Transport

Hvor kan jeg leje handicapvenlige biler eller busser?

Har du brug for et køretøj med særlige adgangsforhold eller plads til kørestol, findes der private udbydere, som tilbyder tilpassede transportløsninger.

HandiDrive tilbyder udlejning af forskellige typer handicapvenlige køretøjer. Kontakt udbyderen direkte for at høre om aktuelle køretøjer, udstyr og muligheder.

Østjydsk Turistbusser tilbyder busudlejning med chauffør og kan kontaktes om særlige behov i forbindelse med transporten.

Se muligheder hos HandiDrive.

Se muligheder hos Østjydsk Turistbusser.

Hvilke handicapfaciliteter og muligheder for assistance findes der i Billund Lufthavn?

Billund Lufthavn tilbyder assistance til rejsende med handicap eller nedsat mobilitet. Du kan blandt andet få hjælp til at komme til og fra flyet, låne en kørestol gratis og få assistance, hvis du har nedsat syn eller hørelse.

Har du brug for assistance, skal den bestilles hos dit flyselskab eller rejsebureau senest 36 timer før afgang.

Der findes særlige mødesteder i lufthavnen, blandt andet i check-in-området og ved parkeringshuset.

Læs mere om handicapfaciliteter og assistance i Billund Lufthavn.

Kan jeg bruge Flextur, hvis jeg har nedsat mobilitet eller bruger kørestol?

Ja. Flextur er kollektiv transport på bestilling, hvor mindre vogne kører fra adresse til adresse. Du kan komme til at dele turen med andre passagerer.

Alle kan benytte Flextur, hvis de selv kan komme til og fra bilen.

Hvis du bruger kørestol og skal blive siddende i kørestolen under turen, kan du benytte Flextur, hvis den eneste hjælp, du har brug for, er at blive løftet ind og ud af bilen med lift.

Husk at oplyse ved bestilling, hvis du medbringer kørestol eller andre hjælpemidler.

Læs mere om Flextur hos Sydtrafik.

Kan jeg bestille en handicapvenlig taxa i Vejle?

Ja. Vejle Taxa har vogne med lift, som kan bruges af kørestolsbrugere og personer med nedsat mobilitet.

Har du brug for en liftvogn, trappelift eller anden særlig assistance, bør du oplyse dette ved bestilling, så der kan sendes en egnet vogn.

Vejle Taxa samarbejder desuden med DSB om handicapservice ved Vejle Station.

Læs mere om handicapservice og ekstra assistance hos Vejle Taxa.

Kan jeg få handicapservice, når jeg rejser med tog?

Ja. Hvis du har brug for hjælp til at komme ind og ud af toget, kan du bestille handicapservice hos DSB.

Handicapservice kan også omfatte hjælp med ét stykke bagage eller ét hjælpemiddel på maks. 20 kg.

Servicen skal som udgangspunkt bestilles senest 12 timer før afgang. Du kan bestille via DSB's formular eller ringe til DSB Handicapservice på 70 13 14 19.

Læs mere og bestil handicapservice hos DSB.

Hjælp under ferien

Kan jeg leje hjælpemidler under min ferie i Vejle?

Ja. Hos HV CARE kan du leje forskellige hjælpemidler til midlertidigt brug, blandt andet kørestole, rollatorer, badebænke og plejesenge.

Mulighederne for afhentning og levering afhænger af det enkelte hjælpemiddel.

Se muligheder for leje af hjælpemidler hos HV CARE.

Kan jeg få privat sygepleje eller personlig assistance under mit ophold i Vejle?

Ja. Har du brug for ekstra hjælp under dit ophold i Vejle, kan du købe privat sygepleje eller personlig assistance hos en privat leverandør.

Trolle Care tilbyder blandt andet privat sygepleje, personlig assistance, ledsagelse og praktisk hjælp og dækker hele Danmark.

Se muligheder og priser hos Trolle Care.

Lægehjælp og apotek

Hvor finder jeg lægevagten og skadestuen i Vejle?

Ved livstruende sygdom eller alvorlig ulykke skal du ringe 112.

Har du akut brug for lægehjælp uden for din egen læges åbningstid, kan du kontakte Lægevagten i Region Syddanmark på 70 11 07 07. Lægevagten har åbent kl. 16.00-08.00 samt i weekender og på helligdage. Du skal altid ringe og få en aftale, før du møder op.

Har du brug for skadestuen, skal du også ringe på 70 11 07 07, før du tager afsted. Her vurderes det, hvor du bedst kan få hjælp.

Lægevagten og Skadestuen i Vejle

Sygehus Lillebælt, Vejle
Beriderbakken 4
7100 Vejle

Skadestuen i Vejle har aktuelt åbent kl. 7.00-22.00 alle ugens dage.

Læs mere om lægevagten i Region Syddanmark.

Se information om skadestuer i Region Syddanmark.

Hvor finder jeg et vagtapotek i Vejle?

Vejle Løve Apotek er vagtapotek og har udvidede åbningstider alle ugens dage.

Adresse: Søndergade 29, 7100 Vejle

Se aktuelle åbningstider og information om Vejle Løve Apotek.

Hvad er tilgængelighed?

I 2019 udgav Danske Handicaporganisationer Turisme for alle en rapport, som var udarbejdet på baggrund af en analyse fra VisitDenmark. Rapporten viste, at ca. hver 5. dansker lever med en form for funktionsnedsættelse. 80% af disse er usynlige.

Det er mange! Og de er med al sandsynlighed allerede nogen, du har mødt. Men hvem er disse mennesker? Man er fristet til at sige at det er os alle sammen - eller det bliver det på et tidspunkt. For mennesker med funktionsnedsættelse handler det om meget mere end kørestole, ramper og løfteplatforme.

Syn- og hørenedsættelser, gigt, autisme, ADHD, demens, astma, gang- eller armhandicap og kørestolebrugere er blot nogle af de handicaps, som findes. Mon ikke vi alle kender enten en bedsteforældre, som hører en anelse dårligt eller bruger en stok, en kollega som bruger briller, eller en måske en ven, som har læsevanskeligheder.

En turisme, hvor der er fokus på tilgængeligheden, sikrer, at vi alle kan rejse og være forbrugere af turistprodukter og det behøver faktisk ikke være så kompliceret.

 

Hvordan arbejder VisitVejle med tilgængelighed?

Hos VisitVejle arbejder vi med at gøre turisme tilgængelig for alle ved at:

  • Selvregistrere os på godadgang.dk og løbende arbejde på at opdatere vores oplysninger og billeder på hjemmesiden
  • Blive en del af Solsikkeprogrammet i efteråret 2022 og være klædt på til at møde personer med et usynligt handicap
  • Informere vores netværk i turismeindustrien om forskellige tiltag, som kan øge tilgængeligheden hos den enkelte partner
  • Løbende opdatere vores hjemmeside med relevant information