©  Foto:

Tinnetgaard – gårdbutik og besøgsgård

Kun et stenkast fra Gudenåens udspring finder du Tinnetgaard - et hyggeligt besøgslandbrug med egen økologisk gårdbutik. På Tinnetgaard er alle velkomne, og her finder du spændende aktiviteter for hele familien. Hold øje med eventkalenderen og kom med til workshops og markeder eller kom og klap de søde dyr.

Kom forbi og se gårdens mange smukke spiselige blomster, snak med gårdens forskellige dyr, køb egenproducerede og økologiske produkter, eller nyd en kop kaffe med cookies eller en is tæt på legepladsen. Her er noget for alle aldre.

For børn og dyreelskere

På Tinnetgaard har alle besøgende hver weekend (lørdag og søndag) mulighed for at komme med på en gratis dyrefodringstur kl. 10.30. Her kommer I med ned forbi de søde klappegeder og kaniner. I finder desuden et sandkasse- og legeområde samt en inspirationshave, som er åbent døgnet rundt, året rundt.

Bæredygtige blomster

Som en del af gårdbutikken findes blomsterværkstedet, hvor der kan købes buketter, dekorationer og planter. På Tinnetgaard anvendes udelukkende smukke egenproducerede blomster, som dyrkes fra forår til efterår af gårdens gartner. Dermed anvendes kun blomster i sæson, og i vintermånederne kan man i stedet købe kranse og tørrede blomster og buketter. På denne måde kan du købe blomster hele året med god samvittighed, da CO2 aftrykket minimeres ved at anvende blomster i sæson.

Socialøkonomisk virksomhed

Alt arbejde på Tinnetgaard foretages i samarbejde med unge mennesker i alderen 16-35 år. Tinnetgaard har siden 1999 været en Bo- og Erhvervsskole med unge, som ikke kan honorere kravene i det etablerede uddannelsessystem. Når du besøger Tinnetgaard gør du derfor ikke kun noget godt for klimaet og dig selv. Du er samtidig med til at styrke arbejdsidentiteten blandt unge mennesker og sikre meningsfuld beskæftigelse.

Events og workshops

I løbet af hele året afholdes events, som oftest tager udgangspunkt i sæsonen. Herunder finder du julemarked, forårsmarked, efterårsmarked, blomsterkurser, fællesspisning osv. i løbet af året. Kig forbi Tinnetgaards hjemmeside www.tinnetgaard.dk og bliv inspireret. Du kan også booke din billet med det samme og blive en fed oplevelse rigere.

Besøg Tinnetgaard

Du er altid velkommen til at besøge os. Nogle ting som f.eks. vejboden og udendørsarealerne kan du besøge året rundt på alle tider af døgnet, mens værksteder og stald er åbne for besøgende efter aftale. Find mere information om vejboden online.

Gårdbutikkens åbningstider

  • Tirsdag til fredag fra kl. 10-17
  • Lørdag og søndag fra kl. 10-14

Naturen omkring

Tinnetgaard er placeret lige midt i noget af Danmarks smukkeste natur med Tinnet Krat, Gudenåens udspring, Skjernåens Udspring samt Hærvejen lige i nærheden. Her finder du flere forskellige vandreruter med varierende længde, og du får yderligere muligheden for at gå på opdagelse i Danmarks første badeland.

 

Sidst opdateret marts 2026.