Vejle Å kanoer på åen

Kano- og kajaksejlads på Vejle Å

Foto: Mogens Bach

På Vejle Å kan du flyde med strømmen i kano, kajak eller robåd. Åen byder på charmerende og overkommelige roture i Vejle Ådals smukke og varierede landskab. Der er gode rastepladser undervejs.

Vejle Å snor sig gennem landskabet, og du ved aldrig, hvad der gemmer sig bag næste hjørne. Undervejs møder du spændende landskaber - lige fra åbne enge med græssende køer til skov og mark.

Vejle Å er ca. 32 km lang - fra dens udspring i Engelsholm Sø til Vejle Fjord. Det sidste stykke af åen ved Vejle kaldes Sønderå. Åen har sit hovedløb i en dyb dal hvorfor dens tilløb er meget stejle. Der må sejles med kano, kajak og robåd på en stor del af åens hovedløb - fra Tørskind Bro til udløbet i Vejle Fjord. De ca. 21 km egner sig til en dagstur på 7-9 timer, der er dog flere muligheder for at vælge startsted.

Distancer (cirkatider)

Tørskind – Ravning: 1 time
Ravning – Vingsted: 1 time
Vingsted – Haraldskær Fabrik: 1 time
Haraldskær Fabrik – avlsgården: 1 time
Haraldskær Avlsgård – Buldalen: 1 time
Buldalen – Rosborg Gymnasium: 1 time
Rosborg Gymnasium – fjorden: 40 min.

Fri sejlads

På strækningen i Vejle by - fra motortrafikvejsbroen over Vejle Å (Bredstenvej) til Vejle Fjord (knap 4 km) samt på Vejle Fjord - må der sejles frit hele året, både med- og modstrøms, mens der gælder særlige regler for sejlads på resten af åen.

Sejlads med restriktioner

For at beskytte naturen og dyrelivet gælder der særlige regler for sejlads på strækningen fra Tørskind Bro, nord for Egtved, til motortrafikvejsbroen ved Vejle (Bredstenvej). Du kan sejle på åen i perioden fra 16. juni til 31. december kl. 8-18. Da du udelukkende må sejle medstrøms og altså ikke i begge retninger, skal du selv sørge for at transportere fartøjet til det sted i Vejle Ådal du ønsker at starte din tur ind mod Vejle. For at ro på denne del af åen skal du desuden have en sejltilladelse/sejlmærke.

OBS: Ved Haraldskær Fabrik er der et stenstryg, så fiskene kan passere. På grund af den kraftige strøm anbefales det at lave en overbæring.

Køb af sejltilladelser

Sejltilladelser kan købes på Vejle Kommunes hjemmeside til kr. 35 pr. fartøj. Der kan maximalt udstedes 12 sejltilladelser pr. dag, så det er en god idé at bestille i god tid.

Når du køber en sejltilladelse er det den kvittering du modtager, der fungerer som din sejltilladelse. Sejltilladelsen skal være synlig fra land, så det er en god idé at printe den ud, lægge den i en plastiklomme og klistre den fast på fartøjet (hvert fartøj skal have sin egen sejltilladelse).

Guidede ture

Varneskov.dk arrangerer guidede kano- og kajakture på Vejle Å for private og virksomheder m.m.

Kanoudlejning

Overnatningsmuligheder langs Vejle Å