©  Foto:

Bøgehus B&B

Bøgehus B&B er et hyggeligt og bæredygtigt bed and breakfast, beliggende i smuk natur og tæt ved et væld af natur-, kultur- og familieoplevelser.

På Bøgehus har vi gennemrestaureret en stor del af den gamle gård til et veludstyret og rart B&B, hvor vi vil gøre vores bedste, for at give dig et hyggeligt ophold og en god oplevelse, uanset om du kommer som turist eller i forbindelse med arbejde.

Da vi 2016 købte Bøgehus, havde ejendommen været udsat for en brand, så vi måtte fjerne al indvendig konstruktion i bygningerne. Vi kunne derfor tilrettelægge nogle store og indbydende værelser og fællesarealer. Vi kunne også gennemføre et klimamæssigt fremtidssikret byggeri, hvor vi har imødeset ikke bare nuværende, men også fremtidige klimakrav, med hensyn til isoleringsniveau, materialevalg og bygningsmæssige dispositioner. Du vil straks få øje på vores vindmølle, som kan producere al den strøm, som vi kan bruge, og vores biologiske rensningsanlæg, hvor spildevandet renses af bakterier, uden anvendelse af nogen form for kemi.

Vi går naturligvis ikke på kompromis med den komfort, som vi ønsker, at vores gæster skal opleve. Ud over nye behagelige senge og et veludstyret køkken, er både værelser og fællesområder møbleret med genbrugsmøbler og væggene pyntet med gamle billeder fra bondelandet. Vi har ønsket, at give dig en oplevelse af, at du er kommet med i en dansk Morten Korch film fra omkring 1930. Som en ekstra krølle, kan du købe et møbel, et spejl eller et billede med hjem, hvis der er noget, du har forelsket dig i.

Du kan endvidere frit benytte vores store vestvendte terrasse og den store græsplæne, hvor vi stiller forskellige spil til rådighed.