©  Foto:

Give

Give er, med ca. 4.600 indbyggere, en af centerbyerne i Vejle Kommune med en positiv befolkningstilvækst, Give ligger i den nordvestlige del af kommunen og er med 55 special- og detailbutikker handelscenteret for kommunens vestlige område. Omkring Give kan du opleve Skulpturbyen Give, unikke naturområder som Rørbæk Sø og Gudenåens Udspring og ikke mindst seværdigheder som GIVSKUD ZOO.

Give er kendt som skulpturby - flere end 75 skulpturer præger bybilledet. Den unikke natur omkring Give kan bl.a. opleves på en cykel- eller vandretur ad Hærvejen, Jyllands hovedfærdselsåre gennem årtusinder. Til højdepunkterne hører også den 5-stjernede safaripark, GIVSKUD ZOO. 

Rørbæk Sø er beliggende tæt på Jyllands højderyg, hvor kilderne af landets to største åer - Skjernåen og Gudenåen - udspringer i samme dalstrøg med få hundrede meters afstand. Tinnet Krat udgør her sammen med flere egekrat nogle af de største rester af Danmarks oprindelige skove. 

Kanoer til korte eller lange ture på Skjern Å kan lejes hos Skjern Å Kanofart ved Rørbæk Sø. Samme sted ligger også en stor sø med put & take.  

Givskud Zoo har fået tildelt 5 stjerner af Foreningen Danske Turist Attraktioner og det er ikke uden grund. I den populære park kommer man helt tæt på de mere end 700 dyr og over 70 forskellige arter fra hele verden - på safari i bus eller i egen bil. Givskud Zoo har også et stort legeland, safaritog, klappedyr og meget andet. 

I området er der indkøbsmuligheder og flere gode spise- og overnatningssteder.

Gives historie
Give Kirke blev opført i 1100-tallet ved en hellig kilde. Siden voksede landsbyen Give op omkring den. I 1892 blev Vejle-Give Jernbanen etableret, og Give gik fra blot at være en lille landsby på heden til en lidt større stationsby. Museum Give fortæller om hedebondens liv og virke.