Byvandring ved Vejles havn og fjord

Foto: Knapek Photography

VisitVejle byder dig velkommen til en tur gennem bydelen ved Vejles havn og fjord. Lær om Vejles historie og oplev den nye bydel på egen hånd. Ruten er ca. 5,8 km lang. 

Kom med på en byvandring gennem bydelen ved vejles havn og fjord. 

Turen tager ca. 2 timer i roligt tempo, inklusiv stop. God tur.

Her på siden finder du:

  • Kort med rute til download som PDF
  • Et interaktivt kort, som du kan åbne med Google Maps
  • Beskrivelse af byvandringen og de mange spændende stop på vejen

Byvandringen findes også i trykt format, og udleveres gratis på VisitVejles turistbureau på Banegårdspladsen 8 i Vejle.

Information til kørestolsbrugere og gangbesværede

♿ Denne rute er fremkommelig med kørestol. Bemærk dog at der i området omkring Zleep Hotel (26) à Fjordenhus (27) er brostensbelægning, der er svær at undgå helt. Dog kan man følge en lille asfalteret sti fra broen ved Zleep Hotel, hen til Fjordenhus. Asfalteringen findes til højre for den lille bro, og løber langs kanten hen mod vandet.

 

Start din byvandring

1. Din rute starter foran VisitVejle (1) på Banegårdspladsen.

2. Til venstre ligger DSB stationen. Bevæg dig gennem tunnelen på Vejle Banegård, og ud på den anden side.

Du kommer nu ud til Bomuldsspinderierne (23). Vejle Bomuldsspinderi var det første i Danmark, og begyndte sin produktion i 1892. Tekstilfabrikken blev drevet af dampmaskiner, og med industrialiseringen fik bomuldsspinderiet for alvor vind i sejlene. Det var medvirkende til, at Vejle fik tilnavnet "Danmarks Manchester", da den blev den driftigste by i provinsen omkring århundredeskiftet. Produktionen var imponerende stor, og i sin storhedstid var spinderierne byens største arbejdsplads - også for kvinderne. I dag er de gamle fabriksbygninger blevet omdannet til ungdomsboliger.

3. Gå til venstre mod Havnegade, og sving til højre.

Du befinder dig nu på Havnegade (24). Havnegade er en af Vejles ældste gader og har været en vigtig handelsrute helt tilbage fra middelalderen. Efter indvielsen af Vejle Havn i 1827, blev Havneveien - det nuværende Havnegade - hurtigt en vigtig færdselsåre, der skabte den nødvendige forbindelse mellem den nyanlagte havn ved Holmen og det centrale Vejle omkring Kirketorvet. Det var også attraktivt at bygge hus ved den nye gade, og en del af byens velhavere og embedsmænd var blandt de første beboere. I mange år lå her flere fine hoteller og caféer, og den smukke gade var udsmykket med træer langs fortovet.

4. Følg Havnegade lige ud, mod rundkørslen for enden.

Til højre for dig kan du se Det Kgl. Toldkammer (25). Det Kgl. Toldkammer fra 1907 er en historisk bygning med en imponerende arkitektur, der tidligere blev brugt som toldkammer og skibsrederi. Når skibe kom ind i den gamle havn, skulle de inkvireres ved kontrol af skibspapirer, ladning og tjek for smugleri. Inden tolderne igen forlod skibet, var det skik og brug at tolderne blev budt på forplejning, der kunne være spiritus.

Blev det til mere end ”en enkelt”, kunne man snuppe en lur på briksen i vagthytten på sydkajen.

5. Efter en kort gåtur ved havnen skal du følge rundkørslen over til venstre, mod Windfeld-Hansens Gade. Du kan følge togskinnerne.

6. Når du kommer til tankstationen, skal du gå til højre ad Strandgade. Du kommer nu ned til Fjordbyen.

Information til kørestolsbrugere og gangbesværede: Bemærk at der i området omkring Zleep Hotel (26) og Fjordenhus (27) er brostensbelægning, der er svær at undgå helt. Dog kan man følge en lille asfalteret sti fra broen ved Zleep Hotel, hen til Fjordenhus. Asfalteringen findes til højre for den lille bro, og løber langs kanten hen mod vandet.

Fortsæt videre langs havnen, indtil du når Zleep Hotel (26) på venstre hånd. Zleep Hotel er et moderne hotel, med en Skybar placeret på hotellets tagetage. Du kan tage elevatoren op til øverste etage, og her kan du få en betagende udsigt over Vejle by og ådal på den ene side, og havn og fjord på den anden.

Efter at have nydt udsigten fra Skybaren, vender du tilbage til havnen.

7. Mod højre ligger Fjordenhus (27), som er et karakteristisk arkitektonisk bygningsværk, designet af kunstneren Olafur Eliasson i samarbejde med Studio Olafur Eliasson. Indviet i 2018, fungerer den som hovedkvarter for Kirk Kapital A/S og indeholder desuden Michelin restauranten, Restaurant Lyst. Bygningens stueetage er en imponerende blanding af kunst og arkitektur, hvor grønne og blå nuancer i det specialglaserede murværk afspejler fjorden og naturen omkring. De buede åbninger og vinduer indrammer en storslået udsigt til fjorden og havnen, mens vand gennemstrømmer nogle af rummene. Fjordenhus er et nutidigt Gesamtkunstværk, der kombinerer kunstværker, interiør og belysning designet specielt til bygningen af Eliasson og hans team.

Foto:Anders Sune Berg

8. Følg stisystemet forbi lejlighederne, og kryds den lille bro. Gå mod højre hen mod Restaurant Remouladen, følg vejen videre langs havnen, så du kommer forbi Lystbådehavnen (28).

Lystbådehavnen er en del af havnefronten, som på få år er blevet en idyllisk maritim og spændende ny bydel, med et hyggeligt kanal- og havnemiljø, samt et rekreativt område med havnepromenade, restaurant, flydebroer, kajakø, opholdsarealer og udsigtsterrasser.

Fra promenaden kan du også se Bølgen (29).

Det eksklusive og markante boligbyggeri består af fem kakkelbeklædte, bølgende facader lige ved vandkanten.

Hver bølge er på ni etager og består af 20 forskellige boliger med smuk udsigt over både fjord og by til hver sin side. De to første bølger stod færdige i 2009, men under finanskrisen gik byggeriet i stå. Det blev genoptaget i 2015 og i 2018 var de tre sidste bølger tilføjet. Bølgen er skabt af den internationalt anerkendte tegnestue Henning Larsen Architects, som også står bag Operaen i København, Moesgaard Museum og Harpa i Reykjavik. Bølgen har modtaget flere prestigefyldte priser for sin arkitektur, og har fast position som et af byens vartegn.

Foto:VisitVejle

9. Gå forbi Bølgen ud til Tirsbæk Strandvej, drej til højre og følg stien langs fjorden.

Gør et stop undervejs og kast et blik ud over fjorden.

Her kan du se Vejlefjordbroen (30).

Før broen kom, blev trafikken ledt ind gennem midtbyen, hvilket resulterede i stigende og meget tæt trafik. I 1974 besluttede Folketinget at lave en ny motorvej fra Kolding til Vejle, og efter stærkt pres fra politikere og borgere i Vejle, blev byggeriet af Vejlefjordbroen påbegyndt i 1975. Broen ville blive en tiltrængt forbedring af infrastrukturen i byen, men samtidig frygtede mange at broen ville skæmme de smukke omgivelser omkring fjorden. Derfor besluttede arkitekterne at designe broen i en neutral stil, for at den kunne harmonere med fjordens skovklædte omgivelser. Den 1. juli 1980 blev den 1712 meter lange bro indviet.

10. Fortsæt langs fjorden, og gå til højre, når du kommer til Skyttehushaven (31). Her kan du følge promenaden i parken.

Tidligere tilhørte haven Vejle Skyttelaug, der i 1859 anlagde en skydebane og byggede havens første bygning. I 1868 tilføjede de en dansepavillon, og i 1881 en musikpavillon. I 1914 fik offentligheden adgang til Skyttehushaven, da Vejle Kommune købte den. I over 100 år var haven et yndet folkeligt udflugtsmål, og gennem årene blev der afholdt Grundlovstaler, sunget Midsommervisen og promeneret i de smukke omgivelser. Skyttehuset, den ottekantede bygning, husede familiefester og kabareter og fungerede som dansepavillon.

I maj 2019 blev haven genindviet efter en omfattende forvandling, udført med respekt for havens historie og sjæl.

I dag er Skyttehushaven en hyggelig park med grønne områder og siddepladser, og så finder du både ishus, legeplads, en smuk gammel pavillon, musikpavillon og en voliere med fugle.

Foto:VisitVejle

11. Efter en gåtur gennem parken, går du ud til Strandvejen igen.

Krydser du vejen, vil du komme til Dyrehaven, som er en smuk skov med fritgående dådyr og sikahjorte.

12. Gå til venstre og tilbage langs fjorden. Ved Bølgen drejer du til venstre og går bagom den. Når du kommer til en lille rundkørsel, skal du følge stien mod højre, igennem Klimaparken (32).

I Klimaparken opmagasineres områdets regnvand i de grønne arealer, der til daglig er en park og et gårdrum til ophold og leg. Parken bliver ved kraftige regnskyl omdannet til bassiner, der kan opmagasinere regnvandet, så vejlenserne i dalen slipper for oversvømmelser i kældrene. Vandet bliver integreret i parkens design, der skal inspirere til bæredygtighed og miljøbevidsthed.

13. Kryds vejen ved Ørstedsgade, og følg den snørklede sti, til du kommer ud til Windfeld-Hansens Gade. Her krydser du vejen, går igennem parkeringspladsen og ned igennem Strandgade.

14. Når du kommer til Langelinie, skal du dreje til venstre.

Her kommer du forbi Den Gamle Kirkegård (33) på højre side. Den er byens ældste og mindste, og blev anlagt i 1825 som erstatning for den oprindelige kirkegård ved Sct. Nicolai Kirke.

I begyndelsen blev den kaldt "assistentskirkegården", senere blot "kirkegården", indtil den i 1871 fik navnet "Gamle Kirkegård", da Østre Kirkegård blev taget i brug.

Du vil også se en flot bygning til højre i nygotisk stil, tegnet af arkitekt Ludvig Petersen. Det er missionshuset Mamrelund (34), som fik en dramatisk indvielse i 1885, da mødesalens gulv pludselig begyndte at synke under gæsternes fødder. Gennem mere end 100 år var huset centrum for Indre Mission i Vejle, og i 1998 blev det solgt og indrettet til ungdomsboliger i 2001.

15. Fortsæt ligeud ad Langelinie, til du kommer ud til Havnegade. Her går du mod højre og under viadukten. Kryds vejen for at komme over til udgangspunktet ved turistbureauet, hvor din tur begyndte. Her kan du besøge VisitVejle for yderligere informationer.

Vi håber du har nydt turen langs fjordbyen, og ønsker dig et behageligt ophold i vores by.